Bøger af

Manifest

6. december 2016

Julia Lahme har inviteret til fest med sit Manifest. Jeg har sneget mig med til festen, selvom jeg ikke er lige deromkring de 40, som vist er den primære målgruppe.

Manifest er er ja et Manifest til kvinder. Kvinder der er omkring de 40. Til kvinder som har oplevet ting. Til kvinder som bliver ældre. Det vil sige os kvinder. Men der er et aberdabei – man skal måske være den type kvinde der går i høje hæle og glitter, for det er en af de ting Julia Lahme opfordrer os til at gøre mere af.

Julia Lahme skriver ud fra hendes egne erfaringer eller de erfaringer hun har set der er gjort blandt andre kvinder. Empirien er løs, men hvad gør det, når det føles mere som en venindebog end et decideret manifest man sidder med.

Emnerne dækker næsten alt hvad kvindeliv kommer i nærheden af. Mænd, børn, vores egen barndom, skilsmissen fra de mænd vi troede vi skulle være sammen med resten af livet, veninderne og hvorfor vi skal være den alder vi er, i stedet for at stræbe efter at være yngre, strammere og smukkere.

Manifest af Julia Lahme

Bogen er nem at læse, så selvom du er børnetræt eller har arbejdet 60 timer i denne uge, så tror jeg godt du kan holde dig vågen til den.

Jeg elsker Manifest en lille smule, fordi den minder mig om at den pæne kjole ikke bliver pænere af ikke at blive brugt og at jeg skal drikke langt flere bobler med mine veninder. For vi er selv ansvarlige til at invitere til den fest vi gerne vil have livet skal være.

Så flere bobler! Og ja Paris er jo bare altid en god idé.

Bøger af

Ting, min søn skal vide om verden

4. december 2016
Ting, min søn skal vide om verden af Fredrik Bakman

Svenske Fredrik Backman – ham med Ove og Britt-Marie – har skrevet “Ting, min søn skal vide om verden” til sin 2-årige søn. Det er en bog med gode råd om at være mand og menneske, om at elske, at have venner og at være tilfreds med den man er.

At være søn af Fredrik Backman er nok lidt af en prøvelse. For manden virker til at være som sine bøger. Han siger tingene som de falder ham ind, upåagtet af, hvor han befinder sig. Med eller uden vilje, det er ikke helt til at regne ud. Men som sine bøger er han fyldt med humor af den underfundige slags. Niels Hausgaard-slagsen. Den der slags som man tø-hø’er af. Som man smiler bredere til andre mennesker af. Også til de sure gamle mænd, for det kunne jo være en Ove.

Ting, min søn skal vide om verden er et langt brev, eller en kort bog, fra Backman til hans søn. Om hvordan det er at blive far. Hvor stort det ansvar er. Hvordan man prøver at blive en god far, når man er ud af en generation der faktisk ikke rigtig har kompetencer der ikke involverer et strømkabel. Om sene nætter, om at sige de rigtige ting til de andre forældre i vuggestuen og om ikke at være et røvhul.

Om Gud og fædre

Bogen består af korte og lange tekstbidder. Dialoger mellem Fredrik og hans kone, korte citater og små betragtninger blandet sammen med længere essay-lignende tekster. De bedste er den om Gud og den om hans fars generation. Alene de to kapitler er hele bogen værd. Min far har heller ikke taget fejl siden 70’erne, kan bestemme kvaliteten af et elektronikprodukt ved at afveje det i hånden og han spørger altid til hvilken vej vi er kommet kørende. Det rammer så rørende plet, at jeg kniber en tåre, mens jeg griner.

Du behøver ikke have børn for at kunne se det sjove i Ting, min søn skal vide om verden for den er fyldt med ting, vi allesammen burde vide om verden.

Bogen er venligst tilsendt af People’sPress. (PS, I skal lige gokke jeres sats-grafiker i nødden og bede ham om at bruge ægte kapitæler).

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stikord: ,
Stjerner:
Bøger af

Hvis jeg var din pige

29. november 2016

Amanda vil bare gerne være en helt almindelig pige, med venner, kæreste og gøre de ting helt almindelige 17 årige piger gør. Men når man indtil for et år siden var en dreng og har gennemgået et liv, så er det svært at have tillid til man kan være helt almindelig. Heller ikke selvom man flytter et nyt sted hen.

17-årige Amanda flytter til hen sin far i Lambertsville. En far hun ikke har set i seks år, men livet i Atlanta hos moren var ikke længere til at bære for Amanda. Hun havde brug for en frisk start. Et sted hvor ingen kendte hende som Andrew.

Amanda er dødræd for at starte i den nye skole. Hun stoler ikke på at mennesker vil hende det godt, for livet i Atlanta var hån, mobberier og tæv. Det er derfor hun har valgt at flytte hen til den far hun ikke kender. De to har ikke set hinanden siden Amanda og moren kørte fra hjemmet en sen nattetime, efter forældrene igen havde skændtes om Amanda. Faren har ikke kunnet acceptere at hans søn ikke følte sig som en dreng og bare gerne ville være en pige.

På den nye skole får Amanda meget opmærksomhed – fordi hun er smuk. En smuk ung kvinde. Hun bliver hurtigt indsluset i en venindegruppe der sørger for at tage hende med til frokost, til fester og alt det der ellers sker i sådan en lille halvsovende by.
Fyrene får også øje på Amanda med det samme og ret hurtigt må Amanda give efter for Grants charme.

Amanda er hele tiden plaget af dilemmaet om hvorvidt hun skal løfte sløret for sin hemmelighed for sine nye venner. Den fulde accept af Amanda er der jo nu og hvad vil der ske hvis hun fortæller historien om Andrew?

Lad os få gang i snakken

Meredith Russo er sluppet rigtig godt fra denne debut. Forfatterinden er selv transkønnet, og selvom bogen er fiktion, så tænker jeg at der må være aspekter fra det virkelige liv.
Bogens emne er vigtigt og mens jeg læste den slog det mig at der ind i mellem kommer de her ungdomsbøger som behandler de her svære emner og som ikke “bare” er kærlighedsromaner eller romaner hvor hovedpersonen har en sygdom eller overnaturlige emner.

Bogen henvender sig nok primært til den ældste del af YA-segmentet og hvis man har store børn kunne man jo bruge den til en opbyggelig snak omkring accept af personer som de er og åbenhed omkring transkønnethed.

 

Bogen er venligst tilsendt af Carlsen.

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stikord: , , , , , , ,
Stjerner:
Bøger af

For enden af din pegefinger

27. november 2016

Den dag Sheherazade møder Thea, forandres hendes liv for altid.

Sheherazade bor i ‘Parkerne’ med sin mor, der hele tiden arbejder, og sin far der er indlagt på hospitalet med dårligt hjerte. Hun er deres eneste barn og de, især moderen, har høje forventninger til hende. Hun skal være en god muslimsk pige, blive gift med en god mand og uddanne sig til læge.

Sheherazade går også i gymnasiet, et sted langt fra ‘Parkerne’, hvor majoriteten af  eleverne er etniske danskere, der synes det der med en muslim i klassen, der ikke må sove i samme hus med drenge og som skal spise halal, er lidt besværligt.

En dag møder Sheherazade Thea på hospitalet. Theas mor er også indlagt, og de to piger falder i snak og bliver forelskede. Mødet viser sig at få store konsekvenser for Sheherazade, for i hendes kultur er det utænkeligt at to piger kan være kærester.

For enden af din pegefinger er en YA roman, uden nogle dikkedarer. Aamands sprog er simpelt og lige til. Der er ingen saftige detaljer, til gengæld er der tanker om og reflektioner over det at tilhører en kultur, som man ikke passer ind i. Det er ikke et nyt YA mesterværk, men det er på ingen måder en dårlig roman. Det er en af de bøger man sluger og vender sider på som var det en svensk krimi, men som om et par måneder nok er glemt igen.

Romanen vandt Carlsens YA konkurrence, hvor vinderen Kristina Aamand fik overrakt prisen på dette års Bogforum.

Fysisk er bogen fin. Lækkert udseende, stofbetrukket ryg (ikke noget jeg personligt er fan af) og med et cover i kraftigt pap. Det ser superflot ud, men i forhold til læseoplevelsen er det ikke godt. Pakket er stift og skærer sig ind i fingrene, hvilket trækker ned i den samlede oplevelse af bogen. Jeg håber Carlsen laver en paperback udgave senere hen.


Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Carlsen.

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre: ,
Stikord: , , , , ,
Stjerner:
Bøger af

Et stykke af månen

22. november 2016
Et stykkr af månen af Camilla Wandahl

“Et stykke af månen” handler om 16-årige Dina som har albinisme og det får hende til at føle sig forkert og udenfor. Hun forelsker sig pladask i den seje fyr Luke i læderjakken, men hendes bedste veninde Amalie er også varm på Luke. Og så er der jo hendes bedste ven Michael, som også har albinisme – og som deler hendes interesse for skrivning. Scenen er sat for teenage-forelskelses-drama.

Høst & Søn inviterede en gruppe bogbloggere til citronmåne med jordbærthe, hvor forfatter Camilla Wandahl fortalte om romantik og skrivning. Wandahl havde fem råd til at skrive en god kærlighedshistorie, og dem har vi taget udgangspunkt i, i vores samtale om Et stykke af månen. Følger Wandahl sine egne råd?

Samtalen er spoilerfri!

 

Råd #1: Forelsk dig ofte og Råd #3: Husk detaljerne

Eftersom vi ikke selv skal skrive om forelskelse, talte vi i stedet om Wandahls måde at beskrive forelskelse på.

Malene: “Jeg synes at hun beskriver forelskelse godt. Det sanselige ved det, at man bemærker den andens hår, hænder, tøjet de har på osv.”

Marianne: “Det gør hun rigtig godt. Man er slet ikke i tvivl om, at Dina er dødforelsket.”

Malene: “Helt klart! Jeg synes dog det bliver for meget med alle de beskrivelser. Jeg savner noget plot. Det bliver en tand for meget med kun sanse-beskrivelser. Det er dog nok smag og behag, nogle vil helt klart elske det.”

Marianne: “Tror du ikke vi så er tilbage ved præmissen? Unge piger og følelser er sat i uendelighedstegn.”

Malene: “Jo, og det er måske problemet, for ingen af os er den der pige med de store følelser, ikke engang som teenagere. Der er dog sikkert er en stor gruppe piger som vil sluge den råt. Jeg savnede nogle mere udviklede karakterer. At romanen forløb over længere tid – altsammen noget som fx Anna og det franske kys-serien har. Jeg elsker den slags romantik hvor de elskende må skilles og tæres hen af længsel, eller hvor de langsomt forelsker sig – som i Stolthed og Fordom, hvor de nærmer sig hinanden, bliver uvenner, nærmer sig igen, skilles, finder sammen osv. Synes Et stykke af månen foregår over for kort tid.”

Marianne: “Hvor lang tid tror du den strækker sig over? Et par dage? Et par uger?”

Malene: “Jeg vil næsten sige dage, men det er vel et par uger? Mere er det ikke. Det virker som for kort tid i forhold til de mange refleksioner Dina gør sig.”

Marianne: “Enig. Der var nogle af personerne der kunne være interessante at få foldet mere ud. Endda at få foldet Dina mere ud.”

Malene: “Ja. Og veninden Amalie er for meget en kliché. Den ekstroverte festpige som er veninde med Dina, den introverte forfatter-veninde. Det slog mig desuden, at Dina virker ung i forhold til at være 16. Jeg har netop binchet tv-serien SKAM (som handler om en gruppe 16-åriges kærlighedsdramaer), og de er et helt andet sted.

Marianne: “Enig – de to piger er klicheer. Og det er måske også det der skal til, for at skabe noget drama i andedammen. To introverte piger kan vel aldrig rigtig blive uvenner over noget med fester og drenge?”

Malene: “Ja netop. Der ville aldrig blive den slags konflikt mellem introverte. De går bare hjem på værelset og gemmer sig.”

Råd #2: Skriv personer som man kan forelske sig i

Malene: “Forelskede du dig i Luke og Michael? Eller i Dina?”

Marianne: “Lidt Michael. Men kun fordi han jo bare er the good stand up guy. Forelskede du dig?”

Malene: “Ikke nok.”

Marianne: “Lille bitte forelskede? En du heppede på?”

Malene: “Luke var for meget en papfigur for mig. Han er jo historiens skumlende Mr. Darcy, men synes han var rimelig kedelig. Jeg heppede også på Michael!”

Marianne: “Men jeg kom sådan til at tænke på Beverly Hills. Luke er Dylan og Michael er Brandon.”

Malene: “Ja, helt vildt. Det evige trekantsdrama. Wandahl nævnte, at hun godt kan lide de her klassiske fortællemodeller, men jeg synes godt nok det var for tydeligt.”

Marianne: “GUD! Vi skal huske at tale om 3.g.’erne der var klædt ud og kastede karameller på sidste skole dag. Det sker lissom ikke. 3g’ere møder fulde op på sidste skoledag og får deres eksamensfag at vide.”

Malene: “Vi klædte os ud, mener jeg – men mødte stangstive op. Eller jeg gjorde ikke, men jeg er også introvert. Jeg synes karaktererne virker mere som 8.-9. klasser.”

Marianne: “Måske linien er så fin mellem 1.g og 9. klasse? Jeg husker det ikke. Vi var vel megavoksne dengang?”

Malene: “Vi synes helt klart selv vi var megavoksne. Nu er vi jo begge introverte – kan du se dig selv i Dina?”

Marianne: “Nja mja … Måske kan jeg godt genkende det der med at være dødforelsket i den virkelig lækre fyr henne i skolen. Men det er vist også det eneste. Måske det at have et rigt tankeliv uden rigtig at kunne få det udtrykt.”

Malene: “Ja, hun er en rigtig tænker. Uden at afsløre for meget, så ryger Dina ud i en del konflikter. Her savnede jeg at der blev skruet op for gassen, at der kom mere på spil. Jeg følte aldrig rigtig at Dina ikke ville få det godt til sidst.”

Marianne: “Nej, det var alt sammen sådan lidt halvt afsluttet. Og måske det viser meget godt det introverte kan være gode til. Lidt olie på vandene, pyh, så behøver vi ikke tale mere om det med følelser.”

Malene: “Haha, ja! Men ikke så spændende at læse om.”

Marianne: “Nej. Der kunne det have været fedt med fuld gas på pedalen. Og måske det så er svagheden. Der er for mange småkonflikter. I stedet for en kæmpe stor hvor det kunne sige bang

Malene: Ja. Igen, det med plottet – nogle udefra kommende elementer til at spænde ben for kærligheden kunne være godt.
Måske er den store konflikt det at være 16 år og forelsket, fordi det fylder DET HELE i den alder? Og vi er nogle gamle krager der ikke fatter det?”

Marianne: “Ja jeg tror det. Hvis bare vi havde været ti år yngre havde det sikkert være nemmere at forstå.”

Malene: “Ja, det er nok rigtigt. Ting der var dramadramadrama da man var 16 år, er nok mere pffft nu.”

 

 2/3 af Trilogien har hørt @camillawandahl_books  fortælle om at skrive romantiske YA-bøger og dele ud af skrivetips. Tjek vores story for at høre Camillas tricks! // @marianneboegh og @malenehald #camillawandahl #etstykkeafmånen @rosinanteco

Råd #4: Fjern klicheerne

Marianne: “Erhm. Det skal vi nok snakke lidt om. Hele Dylan/Brandon/Kelly/Brenda problematikken”

Malene: “Ja, det går ikke skidegodt med det. Det er også Buffy/Angel/Xander. Og sikkert tusind andre historier. Men Buffy – og Beverly – var originalt. Det synes jeg ikke det er her. Luke mangler kun en Porsche så er han Dylan …”

Råd #5: Det hemmelige trick – som vi ikke kan afsløre, så vi taler om noget helt andet i stedet

Malene: “Så var der #5, som er et hemmeligt trick. Vi skal næsten ikke afsløre hvad det er, fordi så kan man gætte hvordan bogen ender! Men den handler om en plotmodel, og den følger bogen helt perfekt. ”

Marianne: “Ja, men det kan vi ikke snakke om, så afslører vi noget! Men Malene. Vi skal jo snakke om noget andet. Albinismen. Hvad siger du?”

Malene: “Ååh, albinismen. Jeg synes ikke det er nødvendigt, for at beskrive en 16-årig pige der føler sig udenfor. Det gør alle 16-årige vel på et tidspunkt, uanset om de har en sygdom eller ej.”

Marianne: “Ja. Jeg synes den kunne være båret igennem på at Dina var den introverte skriveglade pige. Der har været ven med Michael altid. De behøver ikke andet til at binde dem sammen end plain old venskab.”

Malene: “Helt enig. Jeg vil gerne have karakterer der forelsker sig og tilfældigvis har albinisme. Det synes jeg ikke fungerer her. Albinismen bliver lidt en exotisk, påklistret egenskab.”

Marianne: “Enig. Men måske er det sådan det er hvis man er Dina. Så er det ens livsverden. Man kan ikke anskues uden den, selvom det i virkeligheden er det, Dina rigtig gerne vil. Men kom nu søde forfattere. Giv os nogle bøger hvor mennesker bare føler og lever og ikke bliver båret gennem bogen med et totem af en sygdom.”

Malene: “Ja! Jeg savner karakterer der er båret af stærke personlighedstræk, som en kreativ, impulsiv Anne fra Grønnebakken eller en selvstændig, modig Ronja. De piger er ikke defineret af deres krops mangler – men af deres personlighed. Fx Grace fra John Greens En flænge i himlen. Hende husker jeg som modig, reflekteret, kærlig og tilfældigvis syg.”

Marianne: “Ja! Det var jo ikke noget problem at skrive bøger om seje piger før. Eller giv dem nogle superkræfter. Hvorfor er der ikke nogen Antboy eller Kaptajn Underhyler i pigeversionen? Ok, lidt en anden genre, men stadig.”

Malene: “Der er Pippi? Og ikke rigtig andre”

Marianne: “Girlpower! Kom så! Den sidste jeg ellers læste var Måske en dag. Der er ingen syge. Eller hov, der er noget med en. Men ikke med pigen. Til gengæld får hun sit hjerte knust.”

Malene: “Det sker jo.”

Marianne: “Hele tiden. Jeg savner i hvert fald karakterer der ikke er defineret af en sygdom. Ja. Tror du piger på 14-17 vil elske den? Skal jeg fx anbefale den på biblio?”

Malene: “Til de 13-15 årige, ja. Men ikke ældre (medmindre de er umodne). Den er fluffy og sød og letfordøjelig.”

Marianne: “Som et stykke citronmåne?”

Malene: “Præcis. Vi taler ikke stor konditorkunst her. Men det er også ok, alting skal ikke være Mette Blomsterberg.”

Marianne: “Nej, og nogle gange så er det ok at spise et stykke citronmåne.”

Malene: “Eller to. 3 stjerner?”

Marianne: “Mmm, ja. Lad os give den det. Når man piller det kyniske midt-trediverne væk fra os. Så er den tre værd.”

Malene: “Fnis. Jeg vil dog ikke anbefale den til voksne fans af YA. Ikke nok substans.”

Og med det ender vi på 3 store stjerner til Et stykke af månen af Camilla Wandahl, som blogger om at være forfatter lige her. Vi har  desuden begge fået bogen af Høst & Søn.

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stjerner:
Bøger af

Harry Potter and the Cursed Child

20. november 2016

Børn er blevet født, vokset op og må lovligt købe alkohol i tiden der er gået, siden den sidste bog om Harry Potter røg i trykken. Verden har holdt vejret i spænding for at få lov at høre mere om verdens mest kendte kosteskaftrytter – men holder det vand at vende tilbage med et skuespil? Og bør det virkelig udgives som bog?

0d60344c2d9c884f4a3757930f6599df

Den følgende artikel er propfyldt med spoilers om Harry Potter and the Cursed Child! Læs IKKE videre hvis du ikke har læst den!

Marianne og Malene faldt i snak om den nye Harry Potter-bog på chatten. I stedet for en anmeldelse får I i stedet for vores snak om bogen. Og giv agt! Der er fyldt med spoilers! Fortsæt på eget ansvar!

Malene: “Hvad siger du til Harry?”

Marianne: “Jeg synes de skulle have holdt den på scenen. Sød historie og lige det folk vil have. Jeg synes den er for fragmenteret at læse.”

Malene: “Enig. Alt for meget fanservice. Som om hun har læst om på onlinefora hvad folk drømmer om og giver dem nøjagtig det.”

Marianne: “Ja. Men nu kan vi sige vi har læst den. Og så virker det ret moneymaking-agtigt at de sender den ud som bog også. Sgu de færreste skuespil siden Et Dukkehjem der er kommet ud som trykt bog.”

Malene: “Ja, den burde ikke have været trykt, hvis man havde kunne undgå det. Den skulle have lov at blive på teatret hvor den hører hjemme. Jeg synes forresten det var ok nemt at læse et manuskript, men jeg tror, at man læser det for stærkt. Det tog mig omtrent 2 timer. Teaterstykkets to dele tager vel sammenlagt 5-6 timer? Der sker noget med fortællingen, når man som læser bestemmer tempoet i replikkerne i stedet for at en skuespiller fortolker dem.

Marianne: “Det tror jeg du har ret i. Så en masse går tabt som vi ellers havde fået i teateret eller via beskrivelser i en roman. Vi kender basalt kun replikkerne her. Intet om hvorvidt personerne er bange/glade osv eller om der er koldt, varmt osv

Malene: “Nope. Der skal man virkelig være inde i universet og karaktererne – eller have en god fantasi. Jeg føler mig også snydt for hvordan de har løst magien. Der er nogle scener som jeg virkelig godt gad live på et teater, for min fantasi ved ikke rigtig ved om den skal lave filmtricks eller teatertricks.”

Marianne: “Nej, jeg forestiller mig nok lidt halvdårligt skoleteater.”

tumblr_mbwbmc8sjy1qhj2zco9_r1_500

Malene: “Hvad synes du om tidsvenderen? Jeg blev lidt træt da den dukkede op, for det er sådan en nem løsning til mange problemer.”

Marianne: “Den fyldte alt for meget. Frem og tilbage i et væk.”

Malene: “Ja, ikke? Jeg mistede også fornemmelsen af hvor de befandt sig. Plottet er helt hægtet op på den. Og den gav ikke det overraskelsesmoment den gør i Harry Potter og Fangen fra Azkaban hvor den dukker op første gang.”

Marianne: “Det er måske nemmere på teateret at følge med for der kan man jo se at scenen bliver sat.”

Malene: “Voldemorts datter synes jeg heller ikke var en spændende karakter. Kunne dog godt lide de to drenges venskab, men var træt af, at det IGEN var to drenge – og ingen piger. Er med på, at de begge skal stå i skyggen af deres fædre, men …”

Marianne: “Ja … og der var jo piger der kunne brænde igennem hvis de ellers havde givet dem lov. Og det er søgt, at de skal helt tilbage til James og Lily for at Albus og Harry kan finde hinanden. Det er jo bare et skuespil om forældreissues.”

Malene: “Ja, jeg var egentlig lidt ked af, at de rykkede ved den oprindelige historie. At den ikke kunne få lov at være i fred. Det var som om, at det skal være episk og rumme alt fra de syv bøger i komprimeret udgave. Voldemort. Venskab. Forældreproblemer. Verden går under … ”

Marianne: “Ja! Og Snape og Dumbledore og Neville og Cedric. Come on altså.”

tumblr_n3664guqic1tw1vhco1_500

Malene: “Er også træt af Harry og Dracos barnlige had og Hallmark-slutningen. ”

Marianne: “Ogs å er det jo bare picture perfect med Harry/Ginny og Ron/Hermione.”

Malene: “Ja, og polyjuice – endnu en fanfavorit. Der blev ikke introduceret noget nyt magi overhovedet, gjorde der?”

Marianne: “Det havde de ikke tid til, med den reunion der var gang i! Var der nogle karakterer med bare lidt substans fra bøgerne som ikke optrådte heri?”

Malene: “De undlod Sirius Black.”

Marianne: “Ja, det er egentlig sært når nu alle de andre store personligheder fik en plads.”

Malene: “Ja. Ham kunne de åbenbart ikke klemme ind.”

Marianne: “Imponerende nok med dem de ellers har fået med.”

Malene: “Det knækkede for mig, da Harry tog polyjuice og blev til Voldemort. Synes det er en billig måde at bringe ham tilbage på uden faktisk at gøre det.”

Marianne: “Og seriøst! Enhver der har læst HP ville jo vide at Voldemort ikke ville blive blødsøden SÅ hurtigt. Jeg kom lidt til at savne Snape (og Alan Rickman) da jeg læste den.”

when-your-so-mad-you-get-first-netflix-pick-again

Malene: “Åhja! Alan Rickman … ham savner man sådan helt generelt. I det mindste afholder det dem vel forhåbentlig fra at filmatisere! Det var forresten et problem for mig, at jeg var ligeglad med Delphi. Ikke fordi hun er skurken, men fordi hun blev for en-dimensionel, og der er da ellers guf nok i at fortælle, hvordan Voldemorts datter føler.”

Marianne: “Ja, men hun havde bare været mere interessant i en roman hvor hendes personlighed ville kunne foldes ud og vi ville kunne lære hende at kende.”

Malene: “Ja! For Rowling er jo netop god til at vise facetterne i en person. Ved siden af en karakter som Snape er hun en papfigur.”

Marianne: “Men det er vel fordi vi ikke kender hende som vi kender Snape? Men hvis nu det havde været en bog, en roman, så ville hun kunne blive foldet ud på en helt anden måde.”

Malene: “Ja, det havde været spændende. Overvej hvor mange traumer en pige med Bellatrix og Voldemort som forældre har! Hvordan forholder man sig lige til at ens far grundlæggende er Hitler! Og hvorfor hulen vil man så gerne møde ham? Jaja, han er hendes far … men – Hitler!”

Marianne: “En Hitler-far er vel bedre end ingen far? Tror du ikke altid, at man hellere vil møde sit  biologiske ophav, uanset hvor forfærdeligt det er,  end ikke møde det? Men ja der kunne virkelig blive lagt op til noget stort. Og Rowling kunne jo godt snige en bog op på 800 sider så der er ville være virkelig god plads.”

Malene: “Ja, måske. Måske man har en fantasi om, at Hitler-far ikke er så slem som alle de andre siger – han de jo ens far? Det ville i hvert fald være et interessant dilemma som Rowling sagtens kunne skrive.”

Marianne: “Ja!! Så hvorfor har hun ikke gjort det? I stedet for det her teaterstykke?”

tumblr_ntxu2fbay61tqtla0o1_500

Malene: “Det kan ikke være penge … Hvor meget har hun egentlig været inde ovre historien? Har de to der ikke skrevet den ret meget på egen hånd? Måske er hun bare blevet plaget så meget om det, at hun har ønsket sig fred.”

Marianne: “Forsiden siger “based on a original New story by J.K. Rowling”.

Malene: På Wikipedia står der: “Rowling has also assured audiences that the play will contain an entirely new story and will not be a rehashing of previously explored content”. Måske hun skulle have strammet liiiidt op, der!”

Marianne: “Bare lidt ja. Hun skylder en ordentlig roman nu!”

Malene: “Ja! Er det konklusionen? At hun skulle have skrevet en ordentlig bog baseret på stykket i stedet for halvhjertet manus-udgivelse?”

Marianne: “Ja tak! Det her jo lidt som at give os et lille stykke chokolade, når vi ved hun har en 800 grams plade i tasken. Snyd!”

Malene: “Ja! Så hvad giver vi af stjerner? Og skal man overhovedet læse den? Jeg tror diehard fans elsker alt hvad hun laver, men der kunne godt sidde nogle skuffede mindre børn derude, når den her bliver læst højt. Kan man overhovedet læse den højt?”

Marianne: “Jeg er kun på ⭐⭐. For når man ser væk fra det blændværk, at det er en ny historie om Harry Potter, så er der sgu ikke meget kød på den. Hvis nu vi havde set stykket og skulle anmelde det, så havde det sikkert fået højere. Og man kan nok godt læse den højt, men det er nok lidt svært. Altså med mindre man er vild med hørespilsgenren? Måske det er det Rowling gerne vil have tilbage? Hørespillet! Tror du overhovedet folk vil lytte hvis vi siger de ikke skal læse den? Måske dem der endnu ikke har læst serien, men når de så har læst den så vil de jo også have mere. Ligesom os andre. Den sælger sig selv og alle vil læse den. Nøjagtig som når Marklund eller Jussi kommer med en ny bog. Ingen stopper op og tænker om det nu er en god idé …”

Malene: “Nej, der er nok ikke nogen der ikke vil læse hvis de er fans … og kommer der et hørespil, det vil jeg høre! Måske man skal give en advarsel? At man kan blive lidt skuffet, fordi alle de ting man er vant til fra en roman mangler her? Den er ret svær at bedømme. Jeg er også i omegnen af ⭐⭐, og det er sikkert fordi det er et teaterstykke.”

Marianne: “Men er vi så dårlige anmeldere? Vi vidste jo det var et teaterstykke og ikke en roman, og her anmelder vi den ud fra at den ikke kan det som vi gerne vi have den til. At være en roman.

Malene: “Du har ret. Men det er svært, for jeg har ikke læst ret mange skuespil. Har du? Har ikke læst nogen siden Hamlet i gymnasiet.”

Marianne: “Jeg har ikke læst nogen siden jeg læste Et Dukkehjem i gymnasiet.”

Malene: “Men vi kan vel godt bedømme plot og det valg, at nærmest alle de mest populære karakterer optræder. Stykke eller ej, så synes jeg der er for meget fanservice og at den der tidsvender er en dårlig undskyldning for at bringe en masse døde tilbage og lukrere på scener vi kender i forvejen. Den kommer ikke med noget nyt.”

4c465c5efa305f59182321cd5a4bedf7

Marianne: “Nej. Det nye i historien er at de er ældre med voksen-troldmands-jobs og har børn. Som i øvrigt ellers laver de samme troldmandsunoder og redder verden som forældrene gjorde det.”

Malene: “Jeps. Og at de har voksen-troldmands-jobs er da – så vidt jeg husker – blevet etableret af Rowling, enten i epilogen i den sidste bog, eller senere hen via interviews og hendes website. Og deres børn er mindre kompetente end de var – eller mangler de sådan set bare Hermione? Fornuftens stemme der desuden læser lektier.”

Marianne: “Det er to drenge der er primusmotorer på det projekt. Naturligvis mangler de da en Hermione. Rose prøver lidt at få foden indenfor, men de skubber hende jo væk. Blev Ron og Harry ikke også forblændet nogle gange af piger som Delphi?”

Malene: “Jo, Fleur Delacour havde da vist den samme effekt. Det er vel typisk teendreng-opførsel … Og ja, hvorfor bliver Rose skubbet væk!”

Marianne: “Er piger der ikke er de ‘artige’ i klassen er vel altid de sjoveste set ud fra et drengesynspunkt? Tror du ikke det er fordi Albus vil være sej-drengeven med Scorpius? Og det at Albus ikke kommer i Gryffindor som resten af familien/vennerne er det der gør han så skubber dem væk?”

Malene: “Jo, han føler sig vel som lidt af en fiasko i forhold til resten af sine familie. Det synes jeg faktisk er en god historie. Hvordan det føles, at være barn af den berømte Harry Potter, når man selv er ret gennemsnitlig. Er det Albus der skubber Rose væk? Holder hun sig ikke også lidt væk fra ham? Er han ikke for nørdet for hendes sociale status?”

Marianne: “Allerede i toget på den første tur, da hun ikke synes det er passende at sidde sammen med Scorpius, lader han hende jo gå. At vi så kan diskutere om Rose ikke burde være med inkluderende – Scorpius kan jo ikke gøre for at han er søn af Malfoy.”

Malene: “Synes nok jeg husker, at hun virker lidt som en der potentielt kan blive strid. Men de er så ligegode om det. Albus er vel også, som en typisk teenager, ret opslugt af sine egne følelser og behov. Synes han er lidt klynkende, selvom jeg også godt kan forstå at det er nitte at være ham med kendis-forældrene. Hvordan synes du Harry tackler sin søn? Jeg er ikke imponeret.”

Marianne: “Rose slægter vel bare sin mor på? Næ, måske er det ikke en imponerende bedrift fra Harrys side, men samtidig er det også meget rart at alt i det forældreskab ikke er picture perfect. For de kunne også have været en hel perfekt familie, men hvor ville konflikten så være henne?”

Malene: “Sandt, de kan nemt blive for perfekte. Så hvad ender vi på? To stjerner?”

Marianne: “Jep to stjerner.”

55346189a16977814c18cfc8ee9ee186

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stikord: , , , , ,
Stjerner:
Artikler af

10 spørgsmål om læsning: Andreas Nordkild Poulsen

13. november 2016

Andreas Nordkild Poulsen er chefen for vores alle sammens Bogforum som løber af stablen i denne weekend. Han læser de fleste genrer og helst på papir.
Følg Andreas  på Twitter

Hvilken bog læser du i øjeblikket og hvorfor har du valgt netop den?

Jens Blendstrups ”Slagterkoner og Bagerenker”. Jeg er meget glad for Jens Blendstrups bøger. Han har en helt særlig evne til at skildre relationer mellem mennesker med både følsomhed og stor humor.

Hvad var din første fantastiske læseoplevelse?

Astrid Lindgreens ”Brøderene Løvehjerte”. Jeg har siden læst den højt for alle mine børn, og det er stadig en stor oplevelse. Astrid Lindgren kunne virkelig ramme både børn og voksne i sine historier. Og så beskriver bogen så fint noget af det allervigtigste: At turde bekæmpe uretfærdighed og turde gøre det gode, også selvom det har personlige omkostninger.

Andreas Nordkild Poulsen

Hvilken bog er din yndlingsbog og hvorfor?

Uh. Det skifter hele tiden. Lige for tiden er jeg meget glad for Neil Gaiman. Jeg har lige læst ”Amerikanske guder”, der på fantastisk vis kombinerer eventyr og civilisationskritik – uden at blive banal, og det er altså svært.

Hvilken type bøger læser du helst og hvorfor?

Jeg læser meget bredt. Lyrik, fagbøger, krimier, børnebøger, biografier. Bare kom med det hele.

Hvilke læseformater bruger du – og hvornår og hvorfor?

Jeg læser mest bøger på print. Det meste af arbejdsdagen sidder jeg ved en skærm, så det er et privilegie at kunne lukke ned og sidde med en god bog.

Hvad betyder det at læse for dig?

Det betyder først og fremmest ro og fordybelse. At blive klogere og forstå verden, andre mennesker og sig selv bedre.

Kom med en litterær indrømmelse. Læser du fx mommy-porn i det skjulte eller synes du, at Hemingway er overvurderet?

Uh. Jeg synes godt, at jeg kan stå på mål for mine læsevaner, der dækker alt fra Anders And til Albert Camus, men jeg må indrømme, at jeg startede meget sent med at læse. Jeg synes læsning var frygtelig kedeligt, indtil jeg startede i gymnasiet – så tog det fart. Så der er håb, også for de drenge, der har svært ved at komme i gang med bøgerne.

Andreas Nordkild Poulsen

Hvilken bog fik dig sidst til at græde?

Det er altid børnebøger, der får mig til at græde, og mest Astrid Lindgrens. Tror, at mine børn synes, jeg er mærkelig, når jeg sidder og snøfter mig gennem ”Mio min Mio”.

Anbefal din bedste læse-gadget? Fx app, høretelefoner, ebogslæser

Det må være bibliotekets lydbøger, som jeg hører på min iPhone.

Hvor får du de bedste anbefalinger, til de bøger du læser?

Dem får jeg først og fremmest fra mine venner, og så kan et godt bogcover og en fængende bagsidetekst også fange mig. Og en rigtig god anmeldelse.

Red: Læs Malenes reportage fra sidste års Bogforum, som resulterede i en kop kaffe med Andreas

badge

Stikord:
Bøger af

Ravnenes hvisken

6. november 2016

Krimi, Ya, kærlighed og fantasy i en stor forening. Ravnenes hvisken leverer det hele og den gør det fantastisk.

Den dukkede op nærmest alle steder denne her sommer; Ravnenes hvisken. Og alle, uden undtagelse, elskede den. Det vakte min nysgerrighed. For jeg har det, indrømmet, lidt stramt med de der bøger der bliver hypet alle steder. Tit er hypen større end kvaliteten. Men sådan noget kan jeg jo af grunde ikke vurdere, hvis ikke jeg selv læser bogen. Som skrevet så gjort.

Anne er en 17-årig enspænder i den nordjyske by Ravnssted. Hun er blevet kastet rundt mellem plejefamilier og børnehjem hele sit liv, og hendes eneste ven er den overdimensionerede hund Monster.

Da hun starter i gymnasiet møder hun Luna og Mathias, som begge insisterer på at blive venner med Anne. Hun møder den mærkelige Varnar og den charmerende Elias. Og så får hun et job hos Frank, der ejer en bar. Samtidig begynder der at ske mærkelige ting i Nordjylland og i Ravnssted. En række rødhårede teenagerpiger bliver myrdet, og findes alle med det samme tegn på kroppen. En række af underlige og skæve personer gør deres entre i Ravnssted og Annes liv.

Og herfra tager historien fart. Den er fyldt med magi og nordisk mytologi, ung kærlighed, godt og ondt, hekse, guder, halvguder og en masse mellem himmel og jord. Malene Sølvsten skriver fortællingen om Anne i et ungt, men stadig nuanceret sprog. På en måde, var det som at læse en pageturner krimi – jeg ville hele tiden have mere. Niveauet er tårnhøjt, jeg vil nok få på puklen for at sige det nærmest er Harry Potterske niveauer, men det mener jeg. Det er godt og det har potentiale, stort potentiale.

Det skandinaviske twist i Ravnenes hvisken synes jeg personligt er fantastisk. På en eller anden måde, tager det fortællingen ned på et dejlig jordnært niveau (på trods af at handlingen er alt andet end jordnær) at historien foregår i Jylland.

Jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse de to næste bøger i den planlagte trilogi. Eneste problem er at der er ALT for lang tid til den næste udkommer.

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stikord: , , , ,
Stjerner: