Bøger af

Den magiske muse (Pimo & Rex 1)

22. juli 2015

Pimo og Rex er venner og til hest på vej gennem en skov. Mens de holder hvil bliver de forstyrret af nogle dystert udseende fyre i cottoncoat og blød hat som leder efter en magisk muse. Thomas Wellmann har tegnet og fortalt en farverig og uhyre oplagt tegneserie.

Den magiske muse (Pimo & Rex 1) er den fjerde udgivelse fra det spritnye børnebogsforlag God & Ond, legende tegnet og stramt fortalt af tyske Thomas Wellmann. Makkerparret Pimo (energisk og impulsiv forfatter) og Rex (piberygende, besindig kok) ligner et par engelske gentlemen på jagt, da de på første side kommer ridende gennem en skov. Figurernes gummi-lemmer og de vilde pangfarver kan få en til at tro, at tegneserien mest er for børn, men da Pimo på side to erklærer, at “Jeg vågner tit efter min lur og føler mig tom og uduelig” mens de to nyder frokosten ved en idyllisk å, er store børn og voksne også inviteret med på løjerne.

pimo-rex-magiske-muse-thomas-wellmann6

Minuttet efter ødelægger en gruppe et-øjede, skumle agent-typer idyllen. De leder efter en magisk muse, som deres arbejdsgiver, en ond nekromantiker vil have fat i – han vil være verdens bedste kunstmaler. Pimo og Rex kender intet til musen og de skumle typer må tage videre med uforrettet sag. Pimo og Rex indlogerer sig for natten på en kro, hvor Rex glad meddeler, at hans kæreste, Leopold endelig har friet. De to deler et par flasker rødvin og danser snart på bordene. Om natten dukker musen, som hedder Magret, op og beder om deres hjælp, men bliver bortført af agenterne fra før, selvom Pimo gør drabeligt modstand. Pimo og Rex, som de helte de selvfølgelig er, rider straks afsted mod nekromantikerens slot for at redde Magret. “Lad os skynde os, så vi ikke kommer for sent hjem til tetid …” siger Rex overskudsagtigt.

Herpå følger en vaskeægte redningsaktion med sværdkamp og slapstickhumor og som hos Rasmus Klump, dog i en mere gakket version, ender hele flokken hjemme i Leopolds og Rex’ hyggelige stue, hvor Leopold netop har bagt småkager (de nåede hjem til tetid).

pimo-rex-magiske-muse-thomas-wellmann3

Over stok og sten

Den magiske muse er én ud af to historier i bogen. I Den gyldne løgner bliver Pimo forfulgt af et uhyggeligt væsen, som viser sig at være en bibliotekar der er på jagt efter en bog Pimo har glemt at aflevere. Kontrasten mellem den uhyggelige indledning til historien og Pimos skræk, til slutningen der punkterer uhyggen (med slapstick-humor) er set før, men genkendelsen i historiens struktur kombineret med Wellmanns gakkede karakterer fungerer fremragende og giver plottet nyt liv.

Klassisk med et twist

Den magiske muse (Pimo & Rex 1) er i klassisk albumformat med tre eller fire rækker af ruder på hver side og minder om de album-formater de fleste af os er vokset op med. Derfor er den nem at gå i krig med for uøvede tegneserielæsere, både unge og gamle. Det er nemt at følge med rude for rude i det enkle layout hvor antal og størrelse på ruderne veksler fint efter historiens tempo.

pimo-rex-magiske-muse-thomas-wellmann2

Wellmann har skabt et fantasi-univers der fungerer på sine egne skæve præmisser. Ligesom Luke Pearson har gjort i Hilda-serien har Wellmann blandet et landskab man kender fra vores verden med sine egne påhit. Hvor Pearsons væsener låner fra folklore, er Wellmanns helt hans egne. Figurernes design, og den tørre humor, kan minde om den populære Adventure Time-tegnefilm men med varme efterårsfarver i stedet for plastic-pangfarver. Paletten skifter alt efter stemningen i historien og farverne er i det hele taget uimodståelige. Omslaget er i en klasse for sig: Den jomfruelige hvide baggrund giver plads til collagen af figurer øverst og den legesyge skrifttype som lover lige præcis den mængde gak og løjer som bogen indeholder.

Den magiske muse (Pimo & Rex 1) er oplagt til højtlæsning og begynderlæsere men i den grad også til de svære (og tvære) tweens og teens som bør elske den gakkede humor og det helstøbte univers. Giv den til en teen der kan lide at tegne, og hun vil begynde at eftergøre tegnestilen med det samme. Tegneserieglade voksne er selvskrevne læsere. Se mere af Thomas Wellmanns arbejde her.

Måske vil du også læse

2 Kommentarer

  • Reply Rikke Simonsen 22. juli 2015 at 17:59

    Jeg glæder mig SÅDAN til at læse den!
    Han tegner simpelthen så fint.

    • Reply Malene 23. juli 2015 at 10:28

      Glæd dig! Man bliver i virkelig godt humør af den 🙂 // Malene

    Skriv en kommmentar