Bøger af

Sådan opfinder man en pige

11. juli 2015

14-årige, tykke, sexhungrende Johanna er bramfri, sjov og pinligt bevist over, at det ikke tæller på plussiden i nedslidte Wolverhampton. I en fattig arbejderfamilie, hvor økonomien står og falder med kommunale tilskud, ser fremtiden langtfra lys ud – medmindre man kan skrive, og det kan Johanna.

Sådan opfinder man en pige er historien om Johanna, som er næstældste barn i en søskendeflok på fem. Hendes mor har en mild fødselsdepression efter uventede tvillinger. Familien overlever i det store og hele på tilskud fra kommunen, som Johannas lettere alkoholiserede far snyder sig en anelse til. Han lever stadig højt på sin ungdomsdrøm om at slå igennem som musiker og er den optimistiske type der tror fuldt og fast på, at guldet venter lige om hjørnet, han skal bare lige have én chance til. Familien er fattig – ludhamrende fattig. Nedarvet, slidt tøj, møbler bygget af mursten og planker. En kost af mel- og saltpandekager med margerine. Det er hverdagen for Johanna og hendes familie, som trods fattigdommen er meget kærlige og holder sammen.

Det lyder måske som en kliché men det er det slet ikke. Morans bramfrie og humoristiske sprog sørger for, at det aldrig bliver sentimentalt.

Kunsten at blive voksen

Moran fanger næsten perfekt, hvordan teenagere tror, at hele verden holder øje med dem og alt hvad de foretager sig. Johanna er dér i sin udvikling hvor det er reptilhjernen der styrer showet. Hun onanerer konstant (så voldsomt, at hun holder sin storebror i underkøjen vågen), spekulerer på hvordan hun får noget rigtig sex og hvordan hun bliver en anden person end den hun er. Du har måske hørt en lærer, eller andre der arbejder med teenagere, sige, at “når man går i puberteten kan man ligeså godt smide et skilt i panden på folk hvor der står ‘under ombygning'”. Johanna er under ombygning og hun begynder at ombygge sig selv. Som så mange teens før hende, forsøger hun at opbygge en ny version af sig selv som hun bedre kan lide. Hun finder endda på et nyt navn til Johanna 2.0: Dolly Wilde, sortklædt musikskribent for et hipt magasin.

Anmeldelse af Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran

Musikhistorie

Johannas nye identitet elsker musik, beslutter Johanna sig for. Hun traver til det nærliggende bibliotek for at læse musikanmeldelser og selvom hun ikke har hørt musikken, føler hun at hun kender den, bare ved at læse anmeldelserne. Man skal betale for at låne musik hjem, så det tager lidt tid før hun får lært musikken hun læser om at kende. Men så begynder hun at skrive sine egne anmeldelser, som hun sender ind til et musikmagasin og ender med at få job som anmelder. Det er første skridt på vejen væk fra Wolverhampton, i første omgang til nærliggende, snuskede spillesteder men som senere bliver til flyture og interviews med musikere. Der er dog intet glamourøst over Morans beskrivelse af at være musikskribent.

Beskrivelsen af, hvordan Johanna får fat i musik kunne jeg især godt lide, fordi jeg var selv var teenager i 90’erne. Mind you, kids – før internet og Spotify kunne man kun få fat i ny musik fra radioen, MTV eller dyrt indkøbte CD’er. Er man i omegnen af 30-40 år, eller bare moderat interesseret i musik, vil man vide, at start-90’erne bød på en mindre musik-revolution. Som modreaktion på det polerede 80’er pop dukkede der grunge, rock og punk op i alskens variationer, hvis navne blev tegnet med sprit-tusch og kvajeblæk på penalhuse, mens man forsøgte at gå Doc Martens støvlerne til uden af få foden helt gnavet af. Bogen er også et nostalgisk gensyn for dem der var unge i 90’erne (og holdnudakæft hvor er jeg glad for at de sociale medier ikke eksisterede dengang!).

Jajaja … og pik

Men det der er mest af i Sådan opfinder man en pige er sex. Og pik. Masser af pik. Johanna tænker bogstaveligt talt på sex morgen, middag og aften. Som sit alter ego Dolly Wilde får hun udforsket en hel del forskellige mandekroppe, som hun undersøger, afprøver og testkører som en slags meget praktisk orienteret forsker. Moran beskriver sex på en befriende ligetil og vældig morsom facon – som fungerer virkelig godt oversat, takket være oversætter Susanne Staun.

Beskrivelsen af hendes aften med Big Cock Al, et navn han vist har tildelt sig selv, men som viser sig at passe, er udover at være morsom også et godt eksempel på Morans sprog: “Denne penis er så stor, at den er sundhedsfarlig. Hvis jeg skal risikere at få bare halvdelen af den op i mig, er det nødvendigt at have et hold ambulancefolk i nærheden, sæt en frygtelig ulykke skulle indtræffe – ligesom de har i de farlige sving på Formel 1-banerne.”. 

Bogen slutter en smule brat og lugter af en efterfølger. Under alle omstændigheder håber jeg at Moran bliver ved med at udgive letlæste, brandsjove bøger om kvinder og deres forhold til deres krop. Læs den hvis du kunne lide Morans Kunsten at være kvinde og kan med fordel læses af mænd, som vil forstå kvinder lidt bedre, da den er helt uden føle-føle og andet sentimentalt snask.

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendal.

Forfatter:
Forlag:
Udgivelsesår:
Genre:
Stikord: , , ,
Stjerner:

Måske vil du også læse

1 kommentar

Skriv en kommmentar